Et vidnesbyrd om krig og undertrykkelse i vor tid
af Kristian Hother Sørensen
Digtene i Livsegnet handler om mennesker, der har fået udfordret deres tilknytningsforhold i livet.
Hver enkelt har måttet finde en ny bestemmelse for deres sind og livsgerning, hvis ikke de inden betalte den dyreste pris.
Digtene beskuer indefra de konsekvenser af krig, konflikt og undertrykkelse, som ofrene har levet med i mange af verdens brændpunkter og glemte hjørner. Denne digtsamling er et personligt vidnesbyrd om de – for det meste traumatiske – forsoningsprocesser, jeg har delt med modige mennesker i mit internationale arbejde for Røde Kors, Red Barnet, EU og FN i de seneste årtier.
I digtenes fortælling ligger samtidig en fortolkning af en frembragt ondskab, som viser, at den har sin rod i andre dybere sammenhænge og har haft skæbnesvangre konsekvenser. Det forpligter os til at tænke på de valg, vi træffer om vores egen eksistens og om vores medansvar for andres eksistentielle valg.
Konfrontationen med den dobbelte bestemmelse i vores sind
1. Mørket i mig (Corlate, Rumænien)
2. Den visse død (Nouakchott, Mauretanien)
3. Rekviem (Kigali, Rwanda)
4. Galskab (Phnom Phen, Cambodja)
5. Som kun han kunne se det (Ramallah, Palæstina)
6. Jerusalems tavse mure (Jerusalem)
I digtsamlingens første seks digte, der handler om konfrontationen med den dobbelte bestemmelse i vores sind, tages udgangspunkt i en forståelse af at et menneske kun er sig selv, hvis det bliver sig selv. Samvittigheden rummer den dobbelte bestemmelse, at mennesket allerede har en viden med sig selv, og skal ville vide af sig selv.
Det giver den indsigt i det moderne demoraliseringsdilemma, at for et menneske, der befinder sig i en elendighedens fortvivlelse, er personlighedens negative muligheder fastholdt midt i denne dobbelte bestemthed. Det vil sige, at selvom den gældende virkelighed er negativt bestemt, så kan mennesket vælge mellem at følge klogskabens magt eller ligegyldighedens afmagt.
Den afgørende virkelighed for et frit menneske er, at personligheden står på spil i enhver udsat situation, også når det gælder livet.
Sammenstødet med den bundløse overlevelse
7. Frit fald (Kisseljak, Bosnien-Herzegovina)
8. Undermineret (Tuzla, Bosnien-Herzegovina)
9. Trauma (Sarajevo, Bosnien-Herzegovina)
10. Slidt ind til benet (Mostar, Kroatien og Bosnien-Herzegovina)
11. Modermælkserstatning (Mostar, Kroatien og Bosnien-Herzegovina)
De efterfølgende fem digte om sammenstødet med den bundløse overlevelse handler om
krigsførelsens tilintetgørelse af menneskelige værdier, når lagene af civilisation skrælles af.
Der udvikler sig en bundløs spiral, når det som iagttages ikke er til at stole på, og der til sidst ikke er nogen, man kan tro på. Når mennesket overgiver sig til ligegyldigheden, gives der efter over
for afmagten, som gør den enkelte umærkelig og i sidste instans forhærdet. Hermed kan mennesket forfejle opgaven at blive sig selv og således ikke kunne se livsopgavens løsning i sorgen.
For at imødegå den frygt, der fastholder et voldshærget land i en slags åndløshed, må der gøres op med de begåede fejltagelser og det fejlindlærte må aflæres. At finde viljen til handling hertil kræver et personligt mod til at afhænde selvet, til at vise sig i nuet og til at mønstre frimodigheden til at stå frem.
Mødet med tabet af tilhørsforhold
12. Skyggelandet (Niš, Serbien)
13. Blindgyde (Dardania, Kosovo)
14. Kimet i den svære jord (Prishtina, Kosovo)
15. Lys i natten (Gostivar, Nordmakedonien)
16. Krigen må have en årsag (Skopska Crna Gora, Nordmakedonien)
I de fem digte om mødet med tabet af tilhørsforhold advares om faren ved at tabe sig selv, når mennesket mister sine tilhørsforhold. I nederlagets stund er mennesket klar til at skifte loyalitet og i umærkelighed frasige sig sine gerninger.
Når en flygtning krydser sit spor, kan erindringerne forskydes eller helt blive fortrængte i sorgen over det, som ikke er længere. At være fastlåst i frygtens og i hadets fælde og være ude af stand til at løse de iagttagne problemer kan vare meget længere end selve sorgen.
I en atmosfære af indre opgør bliver ægte følelser hurtigt fordækte, og alligevel kan der i hverdagen findes en gavmildhed, der skaber håb om selv at kunne tage ansvar for det tilkommende.
Det uundgåelige opgør med fortidens spøgelser
17. På afveje (Tirana, Albanien)
18. Blodhævnens labyrint (Burrel, Albanien)
19. Støvets virkelighed (Bulquizë, Albanien)
20. Tabte horisonter (Peshkopia, Albanien)
De næste fire digte om det uundgåelige opgør med fortidens spøgelser fokuserer på et menneskes vilje til at mobilisere et nyt udtryk med bevidstheden om sin fortids fortabelse.
Grænsedragningen mellem at gennemføre et nødvendigt indre selvopgør eller ikke længere hænge fast i fortidens forbindelser er meget subjektiv. Alligevel vil bare erkendelsen af andres viden om ens fortid kunne skabe en selvfortvivlelse, der fører til tab af identitet.
I en overgangsfase bliver det afgørende for den enkelte at gøre det rette i en tilstand af fortabelse.
Det er her et menneske skal lære sig selv at kende i et nyt udtryk for sin viden og forståelse af sin tilværelse.
Kampen mod forfølgelsens fordærv
21. Apartheid (Spišská Nová Ves, Slovakiet)
22. Århundreders undertrykkelse (Markušovce, Slovakiet)
23. Handlingens vej (Žehra Spišský Hrad, Slovakiet)
24. Opstandens pris (Moskva, Rusland)
25. Forbrydelsens element (Skt. Petersborg, Rusland)
26. Mismod (Saratov, Rusland)
De følgende seks digte om kampen mod forfølgelsens fordærv handler om forfølgelsens langtrækkende umenneskelige konsekvenser, når den frembragte ondskab tager form på den ene side af repressiv diskrimination og på den anden side af systemisk undertrykkelse.
Der findes således en moderne virkelighed af fysisk adskillelse og psykisk separation
af kulturbærende mindretal, der står over for en eksistentiel udfordring i deres livsstil og sammenhængskraft.
Den systemiske undertrykkelse viser sit hæslige ansigt, når det kommer til at vælge det billede,
frihedskæmperen som menneske skal overtage sig selv som, dø om så det gælder. Det er samfundets mest sårbare, der fratages deres livs muligheder i undertrykkelsens korrupte åndløshed.
Bedragets spind
27. Historien om en moder (Rajasthan, Indien)
28. Den falske modernitet (Dushanbe, Tajikistan)
29. På kanten af jorden (Kerman, Iran)
30. Var det det man ville (Christiania, Danmark)
I en særskilt cyklus på fire digte om bedragets spind indkredses livsløgnen, modernitetens falskhed og tidsåndens kyniske uærlighed.
I en verden af mange lag af perceptioner og kommunikationsformer kan den subjektive opfattelse af sandheden føre til en forrykket bevidsthed i handlinger, hvorfra mennesket sjældent kan tage sig selv tilbage igen.
Det kan være svært at forstå, at lande i fattigdommens afmagt fastlåses i enfoldighedens og misbrugets afhængigheder, og der i rige lande som vores eget land hersker en tidsånd af kynisk uærlighed midt i så meget andet godt.
Eftertanker
31. Spejlbilleder (Berlin, Tyskland)
32. Den knækkede gardist (Tel Aviv, Israel)
33. Supersonisk (New York, Amerikas Forenede Stater)
34. Det iagttagnes væsen (Kyoto, Japan)
35. Det liv vi er nedsænket i (Gurre, Danmark)
36. Selvopretholdelsen (Cusco, Peru)
I digtsamlingens afsluttende seks digte opsamles i eftertanker nogle indsigter.
Disse handler om at bevare sårbarheden i mangfoldigheden i livet,
– hvis vi som mennesker husker altid at spejle os i hinandens virkelighed,
– hvis vi som mennesker med forskellighed i venskab fastholder en tro på fredens fælles viljer,
– hvis vi forstår at begribe helhedens væsen i et liv, der ikke bliver levet som det liv, vi er nedsænket i.
Der findes øjeblikke i livet, hvor noget åbenbarer sig for én. Når det sker for mig, er det ikke så meget i selve handlingen med et andet menneske eller i naturoplevelsen, som det er i eftertanken af det overvældende i oplevelsen.
Dybest set er det at være livsegnet at handle på en intuitiv erkendelse af menneskets drift for at ville bevare sig selv gennem sin egen virkemåde, hvor et menneske kan ændre på selvforholdet ved at stå ved sig selv og vide af sig selv i de til enhver tid eksisterende omgivelser.