Kan kærligheden findes i Reykjaviks nat

det er koldt klokken to om natten i marts i Reykjavik
afstanden mellem os er pludselig meget stor
jeg tager om hende, men det bryder hun sig ikke om

i opgangen rører hun ved mig i et kort strejf
og spørger om det er ok
jeg siger ja og er parat til at gå hjem

vi kysser hinanden inderligt i mørket og stilheden
hun hvisker jeg skal liste
gennem entreen til hendes værelse

men indvendig er jeg larmende
indtil roen falder over os på sengen
og vi spiser franskbrød og frugtsalat
med islandsk brændevin

vi hvisker meget sagte om vores adskilte liv
om at komme til at rejse og komme væk
hun rører ved mit hår med en tungsindig blidhed

da lejligheden sønderrives af en falsk telefon midt i natten
og morens rå og fulde kvindestemme uden for døren
råber hendes navn

Steinunn beder mig være helt stille
jeg hører hendes mumlen i telefonen ude i gangen
da hun kommer tilbage en halv time senere
sidder hun helt stiv og stille for sig selv

jeg kigger på hende og ser kun et misbrugt og knudret liv
så taler hun sagte til sig selv men på engelsk
og jeg tager jakken af igen

black bird singing in the dead of the night

Kommentar:
I digtene om Steinunn arbejdes med tre lag i beskrivelsen af oplevelsen af en forelskelse: At genfinde værdien i en sanselig relation mellem to mennesker i et uventet øjeblik, som bliver kontrasteret med en socialrealistisk virkelighed og som foldes ud på baggrund af en overvældende og kold Islandsk naturbaggrund.
Stemningen i Steinunn-digtene er inspireret af Haldor Laxness’ ubegribeligt gribende Salka Valka (1934). Kontrasterne mellem den overvældende natur og muligheden for at finde kærligheden er her et højdepunkt i nobelpristagerens forfatterskab. En fremmedgjort verden inspireret af Dennis Hoppers visuelle universaf menneskelig isolation fra 1950’erne og af ensomheden i Paul McCartneys Blackbird fra Beatles’ hvide dobbeltalbum i 1968.